Vi er alle forskellige

Ovenpå dagens afsnit er jeg nødt til at skrive et indlæg.
Jeg ville oprindeligt have optaget det, men det er for følsomt et emne, og oveni et rygestop står tårene ud som et vandfald.

 

Jeg er godt klar over at det virker fuldstændigt latterligt når jeg siger at jeg er bange for at få orme i hjernen, eller få forgiftet mit vand.. Jeg er godt klar over at jeg virker useriøs når jeg griner af min angst.

Hvad folk skal huske på er at vi er forskellige.. Og din angst reagere muligvis ikke som min angst og omvendt.
Jeg har aldrig sagt at jeg fejler alt muligt.. Jeg har udtalt at jeg er panisk angst for sygdom, og at jeg er eller har været rædselslagen for at dø.
Det kom efter min far gik bort, da det kom så pludseligt, og da han døde af et hjerteanfald har min angst hovedsageligt været centreret omkring mit hjerte.. Jeg har været i tankefelt terapi som har hjulpet rigtigt rigtigt meget, og så har jeg arbejde utroligt meget med mig selv.
Jeg går ikke i psykiatrisk behandling da jeg nægter at gå ind i psykiatrien.. Jo det ville da være dejligt at få fra en psykiater at jeg lider af angst, men det har jeg ikke behov for da jeg allerede ved det.. Jeg VED hvad jeg ”fejler”.
Jeg har stadig panik anfald, så nej min angst er ikke bare puf forsvundet, men jeg har lært at håndtere det hvor det før var helt ude af kontrol.
Det gør utroligt ONDT på mig når folk siger at jeg overdriver mv. for er der en ting jeg ville ønske så var det sgu at jeg overdrev.. Jeg ville ønske at jeg ligesom jer kunne få en tur uden at føle at jeg skal besvime.. Jeg ville ønske at jeg kunne gå en tur alene, uden støtte.. Jeg ville ønske at jeg kunne gå uden at føle det som om at mine ben blævre og mit hjerte springer ud af mit bryst fordi det hamre så hårdt.. Jeg ville ønske at jeg ikke var nødt til at gå ibad to gange om dagen for at undgå at stinke af sved fordi jeg dels koldsveder, og fordi jeg sveder som et svin.
Jeg ville ønske at alle de ting der er nemme i jeres hverdag ikke føleles som en kamp jeg skal træne mig op til hver gang jeg skal noget..
Jeg ville ønske at jeg kunne være mig selv og tilpas i mit eget sind, men faktum er at det kan jeg ikke og det har jeg ikke været.
Jeg ville ønske at jeg ikke konstant føler det som om at jeg har en løkke om halsen der bliver ved med at stramme til, og jeg ville ønske at jeg ikke gik rundt med konstant nervøs mave fordi jeg er angst.

Min angst blev slem (gik over i panik anfald) i August måned, og har ellers bulret derudaf siden.. Det blev en del bedre da jeg flyttet, og det er blevet en del bedre af at jeg har skubbet mine egne grænser..
Ja jeg griner af min angst.. Jeg griner af min angst for at overleve.. For ikke at ende ud i en depression fordi jeg ikke ved hvordan jeg skal tage mine skridt og hvordan jeg skal håndtere det.. Jeg griner når jeg tror at mit vand er forgiftet eller når jeg tror at jeg kan få orm af pølser, for selvfølgelig kan jeg ikke det, men når katastrofetankerne rammer kan jeg ikke tænke klart! Så er de så virkelige for mig, at jeg lukker ned for virkeligheden og befinder mig i en ond cirkel af grimme modbydelige tanker.

Jeg ville ønske at det var super nemt for mig at tage i legeland med min søn, og jeg ville ønske at jeg kunne vaske op, lave mad rydde op og gøre rent, og samtidig gå ned og hente min søn og have energi til ham resten af dagen.. Men faktum er at det kan jeg ikke på nuværende tidspunkt.. Jeg er nødt til at vælge hvad jeg vil have energi til, og der står min søn øverst på listen..

Jeg har svært ved at forstå hvordan man kan være så modbydelige at sige at jeg lyver om min angst og at jeg overdriver, for det er at gøre grin med lidelsen.. Hvis man selv lider af angst burde man kunne tænke sig til at angst reagere forskelligt!
Jeg kan på ingen måder remse alle mine symptomer op, for de veksler utroligt meget fra dag til dag.. Nogle dage har jeg en god dag og andre dage er dårlige.. Men inden i taler og især jer der selv lider af angst så overvej hvordan i ville modtage det selv.

Kram, Nadia-Shila.