Ja.. Der har godt nok været lidt stille her på bloggen.. Jeg er jo lige flyttet, og så er jeg blevet overmandet af en grum forkølelse, øv! Ikke nok med det er Kyle også nedlagt af virus og ikke nok med det er han nu også indlagt, med AB og en mulig lungebetændelse.. Øj altså hvor det køre!

Ovenpå alt stress og sygdom kan jeg dog med et kæmpe smil sige at min angst er blevet 10000 gange bedre! Der er lang vej endnu, men det går stødt fremad og hvor er jeg lettet!
For to måneder siden kunne jeg absolut ikke se at der var et lys for enden af tunnelen, og jeg var ved at opgive fuldstændigt.. Det er bare så forfærdeligt hvordan sindet kan blive så sygt.. Det havde da været så meget nemmere hvis bare det var et brækket ben, men sindet er bare aå svært at behandle, og det kræver så meget af en selv.. Det er en lang og sej kamp,mig det er hårdt! Så hårdt!!
Jeg havde aldrig troet at angst kunne være så slemt.. Da mine anfald startede for fire år siden, troede jeg at det var slemt! Jeg synes det var forfærdeligt med den snor der strammede sig om halsen.. Det var peanuts i forhold til det jeg har oplevet nu..
Det værste ved anfaldene er nok frygten for at miste besindelsen.. Gud hvor er det bare ubehageligt at have den følelse af at være ved at blive sindssyg.. Nogengange kan jeg nærmest se for mig hvordan jeg skriger! Skriger for ar komme væk fra mig selv.. River mig i håret, slår i bordet.. Ej men altså..
Heldigvis er jeg jo som sagt i så meget bedring, og det er ene og alene pga. Mig og tankefelt terapien.. Det er så lettende at gå fra den første time, og føle det som om at du er blevet 100 kilo lettere!

Og så vil jeg gerne lige sige til dem som stadig mener at jeg lyver omkring min angst og hist op og kom herned.. Hvorfor i al verden skulle jeg lyve om det? Jeg ville for alt i verden ØNSKE at jeg var angstfri! Jeg ville ønske at jeg ikke skulle bære rundt på den byrde og ikke skulle kæmpe mod den hvert evig eneste dag! Jeg ville sgu ærligt talt ønske at jeg løj!
Men det gør jeg ikke, og det gør også at det gør ekstra ondt at få smækket i hovedet at man lyver.. Husk nu.. Sindet er det aller aller stærkeste, og kan meget mere end man tror..

Godnat til jer alle 🙂

Jeg har efterhånden fået RIGTIGT mange kommentarer om at jeg ikke lider af angst fordi jeg ikke gør sådan og sådan, og fordi at jeg har valgt at tale om det..
Her er en video hvor jeg forklare lidt mere dybdegående, så man måske forstår lidt mere. 🙂

Desværre er det sådan at en fjer bliver til fem høns, og desværre er det sådan at rigtigt mange har det med at blive utroligt grimme i munden, når man er en “offentlig person”.. Her er mine tanker lidt omkring lige nøjagtigt det emne.. Selvfølgelig har jeg ikke fået det hele med, da jeg ellers ville kunne snakke i flere timer, og så vil jeg lige undskylde for at jeg i slutningen af videoen blev lidt gal.. Men man opbygger virkeligt meget harme over tiden.

De personer jeg snakker om ved selv hvem de er..

Derudover vil jeg lige takke de personer som har haft den respekt at blande sig udenom, og de personer der har udvist jeres støtte – i er guld værd.

Lige efter min 13 års fødselsdag blev jeg anbragt..
En fejlanbringelse – ja kommuner laver fejl!
Jeg var på daværende tidspunkt en velfungerende pige, jer cyklede på konkurrenceplan, havde gode og nære relationer, og var glad.
Jeg kom først ud i Ishøj på en børne/ungdomspension, hvilket var rædselsfuldt synes jeg.. Jeg havde jo ikke lyst til at være der, og jeg stak da også af på førstedagen.. Og andendagen.. Og tredjedagen.. Og ja så giver resten lidt sig selv.

Efterfølgende røg jeg til Jyderup nær Kalundborg, og der var ganske skrækkeligt!
Jeg vidste ikke at man kunne være så voldsomme ved børn, men det fandt jeg hurtigt ud af da første magtanvendelse/voldsepisode kom.. Jeg var i et skole lokale, og var pænt sur.. Ikke truende – altså jeg var 13 år og meget spinkel, så hvad skade kunne jeg gøre?
Jeg blev uenig med en “pædagog” (som ikke var uddannet) og det resulteret i at jeg blev kastet ind i reoler, fik kastet stole efter mig, blev revet i håret, slået mm..
Disse episoder fortsatte, dog med forskellige “pædagoger”.
Der er stor forskel på en magtanvendelse hvor man uskadeliggør barnet, og så på vold hvor man slår sparker og river.
Jeg fik flere gange frataget tøj og sko, og andre personlige egendele.. Måtte lægge værelse til en gennemrodning, ja you name it.

Efter det ophold på omkring 8 måneders tid, havde jeg to smadret skuldre samt hofter, og en masse psykiske mén.. Og hvad gør systemet? Intet.
De overlader børnene til sig selv.

Jeg har ingen tiltro mere til kommunerne.. Og det kan man også se i debatter mv. Men mange glemmer at jeg jo nok har nogle oplevelser der gør at jeg har den afmagt og frustration overfor systemet..
Jeg blev selv revet væk fra min normale hverdag, smidt ind i et miljø som var totalt uvant, og blev voldsomt selvskadende.. Jeg blev en “bad Girl” der ville skide højt og flot på voksne mennesker.. Jeg startede med at drikke og ryge fede, for hvad var jeg? Jeg var et nul.. En brik i et puslespil om penge.. Det næste “offer”.

Jeg har nu lært, at se det positive i tingene i stedet, og bruge det til noget positivt.. Jeg har fået den med på opleveren og det kan jeg ikke ændre på.. Men jeg kan tale, og jeg kan og vil blive ved med at påpege at vores system er så hullet som noget overhovedet kan være.

Det er ikke for børnenes bedste – i hvertfald ikke i størstedelen af tilfældene.

Halløjsa.

Jeg vil fortælle lidt om hvordan min fantastiske dreng kom til verden 🙂

Det var faktisk ikke planlagt at jeg skulle have et kejsersnit, da jeg startede med et igangsættelses forløb..
Grunden til at jeg skulle sættes igang, var at Kyle var meget stor, og havde været det gennem hele graviditeten.
Jeg var igang med igangsættelse i en uges tid, da veerne simpelthen ikke gik igang.. Jeg fik det man kalder “pille veer”, men ligeså snart jeg kom hjem igen, gik de væk.. Skide irriterende!
Efter en uges tid, men piller 3 gange om dagen (mener jeg), valgte jeg at bede om et kejsersnit selv, og havde egentlig forventet et nej.. Men jeg fik det, og havde jeg ikke selv spurgt havde de sagt at jeg skulle have det.

Den 7. Juli 2014, møder jeg ind på Roskilde, og er super spændt, for NU skulle jeg jo møde min lille mand som var længe ventet!
Jeg bliver gjort klar med venflon osv. Omkring klokken 8.30 og klokken 12.30 bliver jeg hentet og fulgt til OP.
Nøj hvor var jeg angst for den store nål jeg skulle have i ryggen! Det var ikke engang tanken om at skulle skæres i der skræmte mig, nej det var nålen! Og det tog da også sin tid 😉
Jeg vil lige sige at det på ingen måder gjorde ondt at få den spinal bedøvelse, ej heller gjorde lokalbedøvelsen inden.. Men jeg er så super hysterisk med nåle, så jeg kørte det jo op i en spids!
Den blev lagt, og et par sekunder efter blev mine ben helt varme, og så kunne jeg intet mærke.. Det var så underligt!
Fra de startede med at åbne til Kyle var ude, gik cirka 3-4 minutter, så det gik super stærkt!
Han vejede 4510 gram og var 53 cm. Og det var på termin.
Alt i alt var det en super positiv oplevelse, og ikke noget jeg fortryder overhovedet.
Mit ar er det fineste tynde ar, og det kan næsten ikke ses.. Eneste minus er at jeg nu har en lille pølse på maven der hvor arret er, men det er sgu det værd! 🙂