I aftenens afsnit af De Unge Mødre kan man høre dele af min historie med min eks, og derfor synes jeg at det er oplagt at give jer et indblik i hvordan det er at leve i et voldeligt forhold.
Min eks og jeg mødtes over en datingside, da jeg var 17 år.. Jeg havde lidt over et års tid forinden mistet min far, og hungrede nok derfor lidt efter en mandelig rolle og kærlighed.
På det tidspunkt var jeg rimeligt langt nede psykisk, og var blevet selvskadende igen, og lige pludseligt fandt jeg en tryghed, og en pæl at læne mig op af..
Jeg var nok lidt forblændet at kærligheden, og overså de første tegn der kunne pege hen imod hans adfærd..
Han virkede så sød og rar – og ikke mindst varm, så jeg regnede jo slet ikke med at han kunne finde på sådan noget.
Vi rejste til USA i sommeren 2013 i to måneder, og det var jo oplagt at vi skulle lære hinanden rigtigt godt at kende der..
Efter lidt tid begynder han at vise tegn på sygeligt jalousi og så jo nærmest dansende dillere overalt, han mente desuden at jeg flirtede med alle.. Jeg lagde dette lidt på hylden og synes egentlig at det var lidt sødt at han kunne være så vild med mig som han tydeligvis var!
Jeg får at vide gennem en veninde at han førhen har været voldelig, jeg overvejer faktisk allerede der at gå fra ham, men på det tidspunkt har han allerede kloen om mig, og får mig på andre tanker.. Han lover højt og helligt at ændre sig, og siger at han vil starte til psykolog, dette skete naturligvis ikke..
Dagen inden vi skulle hjem fra USA, får jeg de første slag.
Da vi kommer hjem igen går det egentlig fint, de første par dage, og vi ryger derefter ind i en grim periode.. Han bliver mere aggressiv, og jeg bliver mere usikker og manipuleret – det var jo min skyld.
Jeg kunne ikke selv se at det var ham der var gal på den, trods familie og venner forsøgte at overbevise mig.. Jeg var helt og aldeles sikker på at det var mig der skulle ændre mig, og at han nok skulle blive bedre.. Der havde han forsøgt at kvæle mig tre gange, og banket mig flere gange.
Et par uger efter står jeg med en positiv graviditetstest, og jeg er lykkelig! Jeg var helt sikker på at vi nok nu skulle få det rigtigt godt sammen, og vores skrænterne forhold ville gå jævnt – jeg troede forkert.
Det kan godt være at han ikke var så fysisk, me tilgengæld kørte han psykisk terror.. Jeg fik dagligt at vide hvor uduelig og grim jeg var, at jeg intet lavede, han fortalte mig at det var min skyld at min far var gået bort, at jeg var den der ødelagde ham, at jeg var en luder, en kælling en so and so on.
Han skred i tide og i utide, jeg slog op her og der, men jeg tog ham alligevel tilbage.. Igen og igen og igen – ja jeg ved det, min fejl, men jeg troede jo på at det ville blive bedre..
Da min søn blev født, blev det igen fysisk, ligesåvel som det psykiske fortsatte, og en episode som især hænger ved, er da han slog mig mens han havde vores søn på armen.. Hvordan kunne jeg dog byde ham det? Den usikkerhed, den ustabilitet, den smerte..
Men man er så langt nede, og kan kun se det fra hans vinkel – at man selv er skyld i det..
Jeg valgte at gå fra ham i Maj, da han overfaldt min mor, og jeg vidste at jeg var nødt til at holde fast i min beslutning, for det ville aldrig blive bedre, og han ville aldrig blive bedre.. Han havde fået så mange chancer, og han brændte dem – HVER GANG.
Det er så umådeligt svært at komme ud af et voldeligt forhold, og det kræver styrke og motivation og ikke mindst vedholdenhed.
Jeg vil anbefale andre, i samme situation at få sat et stort spotlys på problemet.. Det gør det så meget nemmere at bryde ud!
I er stærke, og i kan godt.
Fokuser på at det er dem den er gal med, ikke jer selv..
Bryd tavsheden.
Kram,
Nadia-Shila.
