Selvskade

Nu har der efterhånden været en del spørgsmål vedrørende mine ar på armene, så nu tænker jeg at åbne op for det.

Jeg blev som 13-årige, tvangsanbragt, dette var en fejl anbringelse.. Jeg ville ikke væk fra min mor, da hun altid har været min store støtte og faste holdested.

Jeg var så fuld af vrede, sorg og afmagt at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle håndtere det, og der startede den onde cirkel med selvskadning.
Jeg har aldrig lagt skjul på at jeg har været selvskadende, og det ønsker jeg heller ikke.. Jeg vil heller ikke have fjernet mine ar, da de er en del af mig og min fortid.. Istedet for at gemme dem væk, har jeg valgt at bære dem med stolthed, og sige åbent at det VAR mig.
Som selvskader kan man altid få tilbagefald, og det har jeg også prøvet.. Jeg var selvskader i perioder fremtil jeg var 18 år.
Jeg er nu kommet ud over det, men jeg ved også at hvis noget vælter mig, så er jeg tilbøjelig til at ty til kniven – det vil jeg dog ikke gøre, for i og med at jeg har et barn, er jeg også en rollemodel.

Hvis du er selvskader så er mit bedste råd til dig at åbne op om det.
Kender du en der er selvskadende, så husk aldrig at presse dem til hjælp.. Det bedste man kan gøre er at være der og lytte.

Kram,
Nadia-Shila.