De sorte får

Ja som overskriften siger vil der altid være sorte får.. Der vil altid være sorte får i samfundet som bliver set ned på, folk som er udstødt, stemplet og dømt på forhånd.. Dem der altid får at vide at de intet kan og aldrig bliver til noget..
Jeg er én af dem.. Og ja det har jeg altid været. Ikke i samfundet, men i familien.
Jeg har altid været den der har fået at vide at jeg intet bliver til, at mine drømme er urealistiske, at jeg er svag, en taber og hvad ved jeg..
Men.. Det gav mig styrken til at gennemføre min danse uddannelse, det gav mig modet til at rejse til USA i tre måneder uden min mor, uden min tryghed et halvt år efter min fars død..  Det gav mig styrken til at udfordre mig selv.

Nu er jeg igen ”det sorte får”.. Jeg er stemplet og dømt på forhånd.. Der findes fejl ved alt hvad jeg foretager mig, om det så er at jeg kommer til at give mit barn en gulerod (hey, vi har jo alle været første gangsmødre ikke?), om det er at jeg sætter min søn i kravlegården så jeg kan få fem minutters rygepause (ja for jeg er den eneste i verdenen der har haft brug for en pause, fy føj) om det er fordi de påstår at jeg lyver (løgne som de i øvrigt selv opfinder) eller om det er fordi jeg køre med mit barn i 5 minutter i en taxa hvor
de ikke har autostole, på skøddet eller på sædet – ja you get it alt er galt, og alt er forkert.

I starten var det hårdt, og i starten spildte jeg rigtigt mange tårer.. Jo det går mig da stadig på en gang i mellem, for jeg er altså bare et menneske, med ganske menneskelige følelser.. Men jeg tænker faktisk mere og mere over at det jo er DEM den er galt med, og ikke mig.. Det er DEM der desværre ikke har andet at give sig til end at debattere mig, og hvis jeg kan
dumme mig og derved gøre deres dag bedre fordi at de kan svine mig til, ja ved du hvad so be it.
Hvis jeg kan løfte humøret på et par sølle mennesker, der bruger hele deres liv på fjæsbogens sladregrupper, med fjæsbogens sladrehanke så gør jeg sgu gerne det! For hvor er det bare en lækker følelse at hjælpe andre, og at få andre til at have det godt!
Jeg stiller gerne op i skudlinjen, for uanset hvad har jeg vænnet mig til at om jeg så slår en prut, ja så har den altså bare den forkerte lyd, og lugter ikke som de andres.

Jeg er en løgner.. Jeg er en taber.. Jeg er en tyv.. Jeg er fed.. Jeg er psykotisk.. Jeg har mytomani.. Jeg er syg i hovedet.. Jeg er en lortemor.. Jeg er en skod datter.. Jeg gør grin med alle.. Jeg er grim.. Jeg er en draqqueen.. Jeg er en dramaqueen.. Jeg er medieliderlig.. Jeg er rapkæftet.. Jeg er grim i munden.. Jeg er et nul.. Jeg er urealistisk.. Jeg er barnlig.. Jeg er umoden.. Jeg er unormal.. Jeg er slet ikke normal.. Jeg må også være retarderet, and so and so and so.

Udover det så er det bare fantastisk at få at vide at man intet kan, og intet bliver til.. For hold nu kaje hvor giver det bare blod på tanden til at fortsætte og vise hvad man er værd.. Det kan godt være at mine drømme er møg urealistiske – i deres øjne, men i mine øjne kan de blive til virkelighed.. ALT kan blive virkeligt, hvis man vel og mærke stoler på sig selv 🙂

Stol på dig selv, og giv de folk fingeren der ikke vil dig noget godt.
DU er meget mere værd end dem 🙂

 

Kram, Nadia-Shila.